“我们要说的是”。


书: 摄影师Kajsa Gullberg是性俱乐部中的苏格拉底之光。 俱乐部的照片模糊而微红。

头像
邮箱: kasperdamn@gmail.com
发布时间:2020年07月05日
镜之家
作者: Kajsa Gullberg
出版商: 德威·刘易斯出版社,英格兰

2017年,摄影师参观了 Kajsa Gullberg 哥本哈根一家浪荡公子俱乐部的私人事务。 古尔伯格想扩大自己和性欲的形象,这使她第一次感到很舒服:我 性俱乐部 她可以探寻自己的欲望而不必担心虐待或口头尴尬,因为俱乐部的房屋规则是坚定的:不总是不,不容忍是不可接受的,只能少量饮酒。 这样的规则会产生性 安全空间 对于俱乐部用户:他们敢于展开的地方,因为只要遵守规则,就不会造成身体或社会后果。 Gullberg的经验是,这是俱乐部的女性特别喜欢的空间。

在丹麦的Weekendavisen接受有关该书出版的采访 镜之家 , der tager os med ind i klubben, sådan som Gullberg oplevede den, udtalte hun: «Jeg tror bestemt ikke, at alle mænd er krænkere, men lige nu er de helt på herrens mark, fordi de skal stå for hele det seksuelle initiativ, samtidig med at kvinder aldrig får lov at definere deres egen lyst. METOO var i høj grad en undersøgelse af retten til at sige ‘nej’, og den er ekstremt vigtig. Men vi bliver også nødt til at undersøge, hvad vi ønsker at sige ‘ja’ til.»

Kvindens dobbeltrolle er svær at forvalte. Som kvinde må man navigere mellem forbud og påbud, være dydig ude og begærlig hjemme. Og mens en mand med mange sexpartnere vinder anerkendelse, vil en tilsvarende kvinde tabe den.

Egen tilfredsstillelse

MeToo rettet et kærkomment søgelys på krænkelses- og overgrebssager, på kulturens syn på kvinden og kvindens ret til at sige ‘nej’, men vi mangler ifølge Gullberg stadig anerkendelsen af kvindens ret til at sige ‘ja’, på egne præmisser. Og det var det, der skete i klubben: Reglerne satte kvinderne fri, de blev deres begær bevidst. Med fremmede analogier sætter Gullberg uvante kvindebilleder i omløb. Hun sammenligner klubbens kvinder, én efter én, med sultne løver, kloge høge og børn i slikbutikker uden voksne. Alle er de kvinder, der ikke efterlever patriarkatets retningslinjer for kvinden. Det er kvinder, der er mere optaget af deres egen tilfredsstillelse end af mandens.

The Houses of Mirrors vil statuere nye eksempler på kvinden.

I klubben er 胖子 forbudt, og inde bag murerne vendes samfundets traditionelle magtstrukturer spontant og uden overlæg på hovedet: «I do not define myself as a feminist, she responded, but I can see what you mean. And she laughed.»

Et krops- og sexpositivistisk manifest

Gullberg er en Sokrates light i sexklubben. Spørgsmål får klubbens brugere til selv at reflektere: «Do you feel yourself dominated when you get penetrated, I asked. Many men say yes without hesitation.» Og alligevel mener en mand ikke, at han dominerer Gullberg, når han penetrerer hende: «No, of course not, one of them answered, but maybe I would feel dominated if you penetrated me because it’s not part of the norm?» Et ræsonnement afprøves, forsigtigt som et spørgsmål, og ikke kun følelsen af at blive domineret. Valoriseringen af denne følelse er kulturelt betinget – afhængig af, hvilket køn der oplever den.

Ironisk nok er det ikke fotografierne fra klubben, slørede og rødtonede, men ordene, der gør størst indtryk på mig. Gullbergs bog er både et krops- og et sexpositivistisk manifest: The Houses of Mirrors vil statuere nye eksempler på kvinden.

Spejlinger i andre kvindetyper kan potentielt forandre et selvbillede, som er begrænset af kulturen. Hvad ser du, når du kigger dig i et spejl? Sociale magtstrukturer? For hvis skyld holder vi fast i stereotyperne? Vil du have noget imod, at din partner havde flere elskere, hvis det var almindeligt? Hvad gør, at vi føler, som vi gør? Hvor påvirkelige er vi? Og hvor bekendt er du med dine egne lyster?