诺姆·乔姆斯基(Noam Chomsky)。 照片:法新社照片/ Juan BARRETO

数字时代的调查新闻


诸如Noam Chomsky和Glen Greenwald这样的日光浴媒体人物在弗雷德·皮博迪(Fred Peabody)的纪录片《 All Governments Lie》中有趣地讨论了调查新闻业的术语。

头像
对NEW TIME的坚定贡献。
邮箱: moestrup@gmail.com
发布时间:2016年12月15日

对于那些一直关注关于新闻术语的无休止的辩论的我们来说,我们逐渐习惯于这样的假释:这样的新闻媒体受到互联网的快速沟通和实时更新的压力,新闻编辑和所有者的新闻媒体通常会做出一些决定,推动新闻业朝着更加面向新闻的方向发展,在这种情况下,快速新闻占据了整个页面,而牺牲了分析性和调查性新闻业。

但这还不是全部。 至少您不赞成纪录片中出现的论点 各国政府谎言于去年XNUMX月在多伦多电影节上全球首映。 这部电影的出发点是研究互联网和数字媒体总体上如何改变新闻业,特别是挑战耗时的调查新闻业。 这听起来像是上述假释的重复,但绝不是这种情况。 因为这部电影并没有在墙上画该死的东西,而是有一些更为乐观的说法,使我想和电影的导演弗雷德·皮博迪交谈。

格伦·格林瓦尔德(Glenn Greenwald)。 照片:芯片Somodevilla /盖蒂图片社/法新社

和烟草业一样糟糕。 皮博迪(Peabody)最终在加拿大和美国媒体担任新闻记者和纪录片作家,职业生涯很长。1998年,他凭借调查性新闻获得艾美奖。 多年来,皮博迪(Peabody)看到了两国的媒体格局如何逐渐转变为日益同质化的实体,很少有媒体所有者坐在很大一部分媒体格局上,因此也占有很大一部分权力:

«今天,在战略和游说方面,大型媒体集团与烟草业一样糟糕。 这些企业集团仍然是商业机构,当商业变得象牙髓时,新闻业总是排在第二位,就像今天的情况一样。

Peabody peger blandt andet på, at en virksomhed som General Electric, der tidligere ejede tv-kanalen ABC, netop er et eksempel på, at medierne i dag drives af virksomheder, der ikke har synderlig meget interesse i journalistik, medmindre der er en økonomisk gevinst at hente. Og de økonomiske hensyn karambolerer ofte med journalistikkens kerneværdier såsom den kritiske tilgang og den afdækkende analyse, mener Peabody:

«Mainstreammedier tør ikke tage politisk stilling, for det ofte koster dem dyrt at blive for partiske. Af samme grund tør de heller ikke gå magthavere efter i sømmene. Afhængigheden mellem magtens elite og medierne er simpelthen blevet for stor,» lyder det fra Fred Peabody, der dermed også antyder, hvor han mener, at den kritiske journalistik i dag skal findes – nemlig online. Og det er der flere grunde til, men en af de vigtigste bunder i medieforskeren Noam Chomskys analyse, der er funderet i begrebet manufacturing consent (fra Chomskys bog af samme navn, der udkom i 1998). I Peabodys forståelse af termen vil det sige, at hvis journalistiske medier skal eksistere i længere tid, skal de abonnere på en ramme og en kontekst, der især dikteres af magthavere. Dette tilsagn gives nok stiltiende men har ikke desto mindre en påvirkning af hvor grænserne går for hvad et journalistisk medie kan tillade sig overfor nationen og dermed overfor magten. Et klassisk eksempel på at journalistiske medier holder sig indenfor rammen, mener Peabody, viste sig i optakten til Irak-krigen, hvor stort set alle medier anerkendte Colin Powells tvivlsomme bevisfremlæggelse og dermed over én kam støttede magthavernes trang til at gå i krig. Dette sker ikke af angst for at skade nationen, men af angst for ikke længere at få adgang til vigtige kilder og information og dermed blive marginaliseret – og i sidste ende miste profit i et presset mediemarked.

En lignende ramme kan godt overføres til de store online-medier, mens de mindre online-medier, der har formået at bevare deres uafhængighed eksempelvist ved at være drevet af private donationer og fonde, ikke i samme grad skal navigere under denne ramme, påstår Peabody.

De nye aktører. For Peabody at se er det altså ikke kun internettets komme, der har udfordret den tidskrævende undersøgende journalistik. Det er ligeledes de strukturelle ændringer, som medielandskabet har gennemgået. Samtidig har nettet skubbet på og intensiveret nyhedskapløbet, men hvis nettet er en del af problemet, synes nettet også at være en del af løsningen. Her muliggøres nemlig den uafhængige og dermed også potentielt set magtkritiske journalistik, som Peabody mener, at mainstreammedierne svigter.

«Med nettet ser vi jo en øget tilgængelighed, der muliggør, at man som uafhængig journalist kan oprette sit eget medie og potentielt set nå et stort publikum,» lyder det fra Peabody, der peger på uafhængige journalistiske sites som The Intercept, Democracy Now og YouTube-kanalen The Young Turks som interessante eksempler på det, der foregår indenfor den undersøgende journalistik på de digitale platforme.

Information er blevet lettere at spore for både magthavere og kritiske journalister, og desværre ser vi oftest, at dette vanskeliggør den undersøgende journalistik.

Bag The Intercept står erfarne, journalistiske kræfter som Robert Mackey og Glenn Greenwald, hvor sidstnævnte især fik sit navn frem som den journalist, der sammen med dokumentaristen Laura Poitras var med til at få Snowdens afsløringer ud til en bred offentlighed. Og lækkede dokumenter fylder da også en del på sitet hos The Intercept. I skrivende stund har redaktionen eksempelvist frigivet et væld af interne nyhedsbreve fra NSA, der omhandler mange af de strategier og praksisser, organisationen udøver, når det gælder overvågning af amerikanske borgere og organisationer. Derudover rummer sitet også et væld af gennemresearchede artikler herunder en yderst interessant sag om det israelske selskab, der assisterer FBI med at hacke sig adgang til mobiltelefoner.

Mens The Intercept primært er en skriftbaseret journalistik, har Democracy Now spredt sig genremæssigt til både at rumme tv, radio og skrift. Omdrejningspunktet er samfundsstoffet, især det amerikanske, og rækkevidden er taget voldsomt til i senere år, sådan at Democracy Now nu distribueres af mere end 1400 radio- og tv-kanaler verden over. På den måde er Democracy Now også eksempel på, at noget der starter i mindre omfang online kan vokse gevaldigt og opnå en gennemslagskraft, der ellers normalt kun gælder for de store, kommercielle medieaktører.

YouTube-kanalen The Young Turks er mest af alt journalisten og aktivisten Cenk Uygurs værk. Han er vært på de fleste af programmerne, og således en yderst markant stemme på en kanal, der i skrivende stund har godt tre millioner abonnenter. Uygur har en fortid som vært hos MSNBC, men valgte at opsige samarbejdet, da kanalen bad ham nedtone sine politisk ladede kommentarer og ifølge Uygur stryge magthavere mere med hårene (eller sagt med Chomskys ord: følge den definerede ramme). The Young Turks rummer mestendels nyhedsudsendelser, men man kan også finde længere features og undersøgende journalistik. Kanalen er et eksempel på, at selvom platformen ejes af teknologimastodonten Google lader det fortsat til at være muligt at drive uafhængig journalistik uden indblanding.

Pres nedefra. Fred Peabody er dog ikke naiv, og erkender slagsiderne ved at anvende nettet som platform for uafhængig journalistik:

«Vi har jo med Snowden og Manning set i hvilket omfang overvågning finder sted, og dette hæmmer naturligvis også det råderum som et journalistisk medie har online. Information er blevet lettere at spore for både magthavere og kritiske journalister, og desværre ser vi oftest, at dette vanskeliggør den undersøgende journalistik, da eksempelvist adgangen til kilder bliver sværere,» lyder det fra Peabody.

Lad os dog alligevel slutte i den optimistiske lejr. Peabody aner nemlig en gryende interesse for disse uafhængige medier. Det gælder især unge mennesker, der netop er den befolkningsgruppe, der svigter de traditionelle medier og anvender Facebook som nyhedsmedie – men altså også har opdaget de uafhængige sites og endvidere er flasket op med en anden skepsis overfor medier, end deres forældregeneration gjorde. Peabody får det sidste ord:

«Idealet vil være, at der sker et pres nedefra. At der kommer en attitudeændring blandt journalister, men sandelig også blandt forbrugerne – og her synes de unge altså at være godt på vej.»

Finn ut mer:

www.allgovernmentslie.com

https://www.youtube.com/user/TheYoungTurks

http://www.democracynow.org/

https://theintercept.com/

195挪威克朗订阅季