文件: 古代埃及艺术和后来的苏菲传统获得了现代人逐渐忘记的见解。

Carnera是居住在哥本哈根的自由作家。

二十年前,我写了一本关于我在阿拉伯世界中流浪的书, 远足之谜 (1999)。 骆驼商队蜿蜒进出一些裸露的沙漠灌木丛的图像帮助推动了写作。 Muezzin呼吁祈祷的声音总是使我停下来。 在声音消退的同时,这是一种声音,一种使事物静止不动的声音,城市,清真寺,雕塑。 muezzin将不会留下。 muezzin不会移动。 muezzin使自己看不见。 永远。 这些词是阿尔及利亚作家Mourad Bourboune的作品。 一个苏菲僧侣在沙漠里向我致意。 并向我介绍了古代的智慧。 对于舞蹈,声音,动作和联系。 我写了本书,但也有家人和孩子,对文字,文字和城市生活的感觉更加亲近。 但是随着岁月的流逝,我时不时地想知道我是否会错过什么?

英国画家Brian Flynn于2005年在埃及度假。 有一次,他参观了古老开罗的苏丹哈桑清真寺。 它的体系结构吸引了他。 但是还有更多。 他突然意识到,它的几何原理与最古老的金字塔中国王的房间相同。 神圣的几何形状与光,元素和世界的四个角落紧密相连。 后来,他在同一趟旅程中访问卢克索附近的卡纳克神庙时,发现古代人讲的故事不仅刻在外墙标志和象形文字上,而且还通过形式和物质的共鸣刻在围墙上。

Flynn giver sig tid til at indoptage templernes og skulpturenes arkitektur. Det bliver et møde med en kunstart der har fungeret uændret i tusinder af år. En disciplineret omgang med materialet, der ikke er drevet af skønhed, men af det som sker med den, der skaber – en åben forvandling. Men det bliver også et møde med hjertets visdom. Fordi der er ting, som kun hjertet ved, som forstanden intet kender til.

Bare at spinne, at cirkle, fortsætte uden at falde.

Det kredsløb, vi selv er børn af

Tilbage i Califonien hvor han havde boet i næsten 20 år, havde Flynn en følelse af at der manglede noget i hans liv. Hele tiden denne følelse af at løbe efter noget, men aldrig at komme derhen. Bevæge sig fra det ene projekt til det andet. Som en hamster i et hjul, hvor hjulet bevæger sig, mens han selv står stille. Det som meget godt opsummerer hvordan mange mennesker i vesten oplever deres liv. En følelse af tomhed, som om der mangler noget…. Jeg føler hele vores livsform er fanget i den lineære tid, som Flynn udtrykker det. Ligesom de gamle pythagoræere, opdager Flynn at oldtidens ægyptiske kunst og den senere sufi-traditionen har adgang til indsigter, som det moderne menneske efterhånden har glemt. At vores daglige lineære tid er underlagt en anden og større tid, der har sin egen gang – og har sin gang i os. I den lineære tid er vi ikke længere forbundet med årstidernes skiften, som nu har vist sig at underminere det kredsløb, vi selv er børn af.

Hemmeligheden bag den hellige kunst er dens sans for mangfoldighed. Eros er denne kontinuitet i tilblivelsen, åbenheden for det uendelige. Kunsten, om det er arkitekturen, maleriet eller dansen, er kun til for at du skal interagere med stoffet. At være modtagelig for stenens og farvernes energi. At indoptage sufidansens flerfoldige virkefelt. Sufi-dansen lærer dig at nære tillid til bare at spinne, at cirkle, fortsætte uden at falde, som det siges i filmen. Efterhånden vil du glide ind i denne hvirvel, ind i en anden tid, en forbindende tid.

For Flynn åbner sufi-dansen for et vindue til oldtidens visdom: den aktiverer og forbinder den lyd vi allerede har i os. Han opdager at kærlighed ikke kun er kærlighed til en anden, fordi det at elske er at lade sig gribe af verdens ufattelighed og generøsitet. Fordi kærlighed er en måde at interagere med verden, tingene, stoffet, livet. En generøsitet i måden man spiser sammen på, sanser på, taler på, lytter på.

Der er ting, som kun hjertet ved, som forstanden intet kender til.

Hengivelsen: Men vi mangler tid

I det moderne liv er vi fanget ind af konstante gøremål, selvadministrering, et liv mærket af en refleksiv distance til verden. Næsten som en måde at overleve på. Kærligheden er tiden gjort følelig i hjertet, skriver Marcel Proust et sted. I dag lever vi på afstand af den hengivelse, som tiden har gjort følelig for hjertet. At betone hengivelsen, som Flynn, kræver øvelse, fokus og disciplin. Lykken kræver tid, siger Camus. Tålmodighed. Det som kræver tid, denne næring til sjælen, som er så svær. Fordi alting går for stærkt. Fordi meget af tiden bliver taget fra os. Det travle arbejdsliv der stjæler vores tid. At turde give slip på kontrollen. Fordi sandheden om verden, viser sig, ikke gennem bemestring, men gennem opmærksomhed. Vi har brug for begge dele, den refleksive distance og hengivelsens nærhed. Men den første har taget over og kan ende med at kvæle os.

Det er en smuk, intelligent og tankevækkende film, der viser, at der nok er en grund til den livslede og tomhed der griber så mange mennesker i dag. At vi har adgang til så meget, men vi er ikke rigtig i live. For det at leve, handler om at være inspireret, at hjertet baner vejen for at vi kan være en hvilken som helst form, som Ibn Arabi skriver. Ikke gennem en prædiken fra et højere sted, men gennem de kræfter der frisætter vores skabende forbundethed med tingene og verden. Filmen viser også hvor lidt vi behøver, for at kunne leve et rigt liv.

195挪威克朗订阅季